Den svenske samfundsforsker Sverker Gustavsson fra Uppsala Universitet peger i en artikel i tidsskriftet Ord & Bild, nr. 3, 1999 på, hvad han kalder den dobbelte bogføring, når det gælder Europas forhold til demokratiet i 1990'erne. Diktaturernes fald i Latinamerika, Sydafrika og i Øst- og Centraleuropa har man hilst som demokratiske fremskridt, men samtidig er unionsdannelsen i Vesteuropa, som notorisk har betydet en tilbagegang for folkestyret, blevet set som en udvikling i den rigtige retning. Bortfaldet af diktaturerne som modbillede har åbenbart sænket det demokratiske ambitionsniveau, konkluderer nævnte forfatter og stiller spørgsmålet, hvordan opinionen stor set modstandsløst har kunnet acceptere dette?
Men situationen er ikke enestående. Historien gentager sig. Omkring 1918 - 20, lige efter første verdenskrig opstod på ruinerne af det tyske og det østrig-ungarnske rige en række nye demokratier i Europa. Også på Balkan vandt demokrati og parlamentarisme frem, og forfatningerne i de nye demokratier var i mange tilfælde "mere demokratiske" end i de gamle. Det gjaldt Weimarforfatningen i Tyskland, men også Tjekkoslovakiet, Polen og de baltiske lande kunne nævnes i denne sammenhæng. De gamle demokratier gjorde, hvad de kunne for at følge med. England og Sverige indførte lige og almindelig valgret i 1918. Danmark havde gjort det allerede i 1915.
Men snart begyndte udviklingen at gå den modsatte vej. l Rusland var diktaturet blevet indført allerede i 1917, og i 1922 kom Mussolini til magten i Italien. Demokratierne faldt derefter på stribe frem gennem 20'erne og 30'erne. I 1926 blev Litauen et diktatur og Polen ligeledes. l 1929 gik Jugoslavien samme vej, i 1932 Østrig, og i 1933 kom Hitler til magten i Tyskland. Alle lande på Balkan samt de baltiske lande bukkede under for tidens trend, og i 1939 sejrede Franco i den spanske borgerkrig. Af de nye demokratier var kun Tjekoslovakiet tilbage - så længe det varede. Totalitarismen lå tungt over Europa - få år efter at alle havde troet, at demokratiet var kommet for at blive. Med samme ubekymrethed som nu.
Men også i de gamle demokratier gjorde tidens totalitære modestrømninger sig gældende. Mange beundrede diktaturernes påståede effektivitet og vitalitet. Også herhjemme dannedes korps med skaftestøvler efter udenlandsk forbillede. Folk som Kaj Munk og Niels Bukh med mange flere længtes efter den stærke mand, og en dyb tvivl på parlamentarismens fremtid greb om sig i vide kredse. Hvilket som bekendt var baggrunden for Hal Kochs engagement i Dansk Ungdomssamvirke. Hvordan gå imod nazismen, når brede kredse i befolkningen tvivlede på demokratiet. Det var problemstillingen få år efter, at demokratiets sejr havde været anset for endegyldig. Udviklingen gik i 30'rne demokratiet imod, og straks begyndte folk at falde fra.
Altså hvordan er det egentlig, vi forholder os til demokratiet i Europa? Åbenbart ret overfladisk. Vi regner demokratiet for en selvfølgelighed, når vi har det, en behagelighed omtrent på linie med andre bekvemmeligheder, som hører med til et højt udviklet samfund, men gør ikke meget for at forsvare og beskytte det.
Hvis man et øjeblik sammenligner med miljøbevidstheden, som er vokset ganske betragteligt i Europa de senere år, så kan det samme ikke siges om "demokratibevidstheden", skønt demokratiet, folkestyret, også er en slags miljø, som ganske på linie med naturmiljøet arbejdsmiljøet og bymiljøerne nok kunne gøre krav på lidt omsorg. Så meget mere som man med rette kunne kalde folkestyret for det basale miljø, dvs. den ramme, der kræves, for at der overhovedet kan blive nogen debat om alle de andre miljøer.
Men hvor mange overbeviste EU-tilhængere har i demokratiets navn taget til genmæle mod de metoder deres meningsfæller undertiden bringer i anvendelse så som om-afstemningen om Maastrichttraktaten i 1993, Udenrigsministeriets propagandahæfter - for skatteydernes penge - i forbindelse med Amsterdamtraktaten, de mange skræmmekampagner og fortielser af implikationer og konsekvenser helt fra 1972 til dags dato. At modstanderne heller ikke altid i tilstrækkelig grad har lagt bånd på sig, hvad skrækvisioner angår, er ikke nogen undskyldning. I demokratiets navn burde alle værne om den ærlige og sandfærdige debat.
Det har i nogen tid været almindeligt at tale om de såkaldte "store fortællinger", dvs. overordnede strukturer, som former menneskers tankegang. Af dem har der i nyere tid især været to, som har været bestemmende for samfundsopfattelsen. Den ene er oplysningstidens forestilling om videnskab og teknologi som vejen til det gode samfund. Den anden angår kampen for folkestyret, en kamp, som tit har haft sympatisører og foregangsmænd i de øverste samfundslag, men som aldrig er Iykkedes uden der, hvor befolkningerne selv har sat sig i bevægelse med krav om delagtighed både i samfundets goder og samfundsmagtens forvaltning. De to historier, lad os for nemheds skyld kalde dem "fortællingen om udviklingen" og "fortællingen om folkestyret", har været vævet ind i hinanden gennem de sidste par hundrede år, på en lidt forskellig måde afhængigt af tid og sted.
Den ene rummer, som benævnelsen antyder, forestillingen om det stadige fremskridt. Verden og samfundet bliver stadig bedre, og udviklingen kan ikke vende om og gå den anden vej. Der er kun én retning, fremad. Det er blot om at følge med udviklingen, så går det den rigtige vej. Den anden fortælling, den om folkestyret, rummer en helt anden pointe, nemlig at friheden må vindes gennem frigørelse fra autoriteterne, også dem, der vil en det bedste. Det er fortællingen om de gudelige vækkelsers folk herhjemme og dissidenterne fra det gamle Europa, der trætte af århundreders ydmygelse under skiftende former for formynderi brød op og søgte friheden i den ny verden. Demokratiet er groet frem af de religiøse og folkelige bevægelser. Baggrunden er en helt anden end oplysningstidens.
Oplysningens repræsentanter talte sjældent demokratiets sag, tværtimod. Der var for dem en meget enklere vej, nemlig at videnskabens og fremskridtets talsmænd forbandt sig direkte med de absolutte magthavere. Idealet var derfor den oplyste enevælde, ikke demokrati og folkestyre. En bestemt variant af denne tænkemåde tilsat lidt tysk dialektik var kommunismen. Målet var det videnskabeliggjorte samfund. Politik var noget, der ville forsvinde med det borgerlige samfund, ja politik var ret beset en illusion. Virkeligheden var den dialektiske proces i historien.
Det er forbavsende i hvilken grad grundsubstansen i denne tankegang har formået at overleve kommunismens fald. Baggrunden er naturligvis, at kommunismen kun var en variant, om end en væsentlig, af en langt mere generel tankestruktur, som også har sin vestlige form, der modsat kommunismen lever i bedste velgående, og som næsten helt dominerer EU-politikken, som den opfattes i systemet selv og af de politikere, der har identificeret sig med det.
Hvad det gælder om, skrev Børsens Nyhedsmagasin i en leder for nylig, er at få folk til at tro, at fremtiden bliver bedre end fortiden. Det er vejen til ophævelsen af de fire undtagelser m.m. Der er, stadig ifølge nævnte blad, en defaitistisk vælgergruppe, de sidste rækker i det socialdemokratiske bagland, der holder igen. Ikke et ord om, hvorfor fremtiden er bedre end fortiden - eller nutiden. Det er den bare, så simpelt er det. Blind udviklingstro. Ingen stalinistisk agitator kunne have gjort det bedre.
Ejendommeligt at denne beton-optimisme så totalt kan dominere EU-politikken, efter at den ellers har lidt skibbrud på område efter område, ikke bare i den østlige verden, men hos os selv både i forholdet til teknologien og i miljøpolitikken. Kun i EU-politikken spørger ingen efter alternativer. I hvert fald ingen blandt dem, der regner sig selv til "eliten". Den elitære samfundsopfattelse, der ligesom udviklingstroen stammer fra oplysningstiden og har overlevet i kommunismen, er i dag helt dominerende i EU-debatten, som alene af den grund heller ikke bliver nogen debat. Eliten ønsker ingen diskussion med folket. Det har den aldrig gjort, og den gør det heller ikke i dag, allermindst om EU.
Men i Norden er der en anden tradition. Her har folkestyret trods alt været så rodfæstet, at den elitære samfundsopfattelse i dag virker som et fremmedelement. Det gør den givetvis også andre steder i Europa. Norden skal ikke skille sig ud fra resten af hverken Europa eller verden i øvrigt.
De nordiske lande er ikke noget særligt i højere grad end andre demokratiske lande. Alle demokratier er noget særligt, hvilket gør det svært for ikke at sige umuligt at fusionere demokratier. De har hver deres historie, hver deres traditioner og partisystem, og netop alt dette særlige er det, vælgerne identificerer sig med. og det er det, der gør et demokrati rodfæstet og modstandsdygtigt over for kriser og vanskeligheder.
Men man kan ikke skabe et nyt demokrati ved at lægge alt det særlige sammen, som man har forsøgt det i EU-parlamentet. Det kommer der ingen ægte partier ud af. Et europæisk demokrati ville kun være muligt, hvis det som de nationale kunne opstå fra grunden af med deltagelse af et europæisk folk - som foreløbig ikke er i sigte.
Der har siden 1979 været direkte valg til EU-parlamentet, men befolkningens engagement i eurodemokratiet er ikke vokset i takt med. at parlamentet har fået flere og flere beføjelser, tværtimod. Altså er dette åbenbart ikke vejen til mere demokrati i Europa, men til mindre, fordi mere og mere havner uden for de rammer, hvor vælgerne er engageret.
Viljen til samarbejde fejler næppe noget blandt de europæiske befolkninger, men derfra og til den fusion af demokratierne, helt eller delvist, som er føderalisternes mål, er der et stort spring, som ikke bare danskerne, men også mange af de andre befolkninger viger tilbage for. Alt imens de nationale demokratier, de eneste reelle demokratier i Europa, udhules mere og mere. Der må være andre muligheder for et tæt samarbejde mellem demokratiske lande.
Om dette spørgsmål optager os mere i Norden end i det øvrige Europa, er svært at sige. Men der er givetvis mennesker i det øvrige Europa, som ville forvente at det gjorde, netop fordi vi imellem de nordiske lande før EU-medlemskabet har praktiseret et sådant samarbejde med gans ke gode resultater og uden noget stort bureaukratisk apparat. Man behøver i denne sammenhæng blot at nævne den særdeles markante forskel på den nordiske pasunion og Schengen-systemet.
Om de nordiske lande kan videreføre samarbejdet inden for rammerne af EU, er et helt andet spørgsmål. Der vil givetvis i mange sager være sammenfaldende meninger og interesser, men der vil også være forskellige holdninger, som tilfældet har været før, og da man ikke længere er nødt til at bøje sig efter hinanden som tidligere, men kan finde nye meningsfæller hver især, er der al mulig grund til at tro, at det nordiske sammenhold vil få det svært. Med mindre de nordiske lande bevidst går i offensiven på de områder, hvor de er stærke og har en fælles holdning, som f. eks. i spørgsmål om demokratiet. En indlysende opgave måtte være kampen for en styrkelse af de nationale demokratier i samarbejdet og for en omstrukturering af EU i ikke-føderalistisk retning - til gavn for Europa - og for en verden, som har brug for Europa, ikke som en ny supermagt, men i en global solidaritet.
Der pågår i disse år en kulturkamp i Europa mellem
to store traditioner, og i den må de nordiske lande vælge side.
I en føderations-kritisk sammenhæng vil disse lande tilsammen
kunne få en vigtig rolle i Europa og derigennem også styrke
deres fælles identitet. I modsat fald vil Norden som politisk begreb
blive noget stadig mere diffust.
Hans Henningsen er forhenværende højskoleforstander,
Askov Højskole.