Alternativer for Danmark

af Ib Christensen
 

Den Europæiske Union er i fuld fart med opbygningen af en forbundsstat. Den Økonomisk-Monetære Union er en kendsgerning, den militære dimensiom er under etablering, det fælles retsområde opbygges (herunder fælles asyl- og indvandrerpolitik), og unionsborgerskabet fortrænger de nationale statsborgerskaber.

Enhver forestilling om, at denne udvikling kan hindres, endsige rulles tilbage, er illusorisk. Den næste regeringskonference vil yderligere udbygge forbundsstaten, og de sidste rester af vetoret vil blive fjernet. En overmægtig alliance mellem økonomiske lovmæssigheder og bevidste politiske bestræbelser tilintetgør ethvert håb om at stoppe udviklingen.

I Danmark har vi tre grupperinger:

EU-partierne, som enten bevidst ønsker denne udvikling og arbejder aktivt med på den, eller som lader sig drive med ad den, uden forsøg på at gøre modstand. Det er regeringspartierne, Venstre, konservative, CD og KRF.

EU-skeptikerne, som vil forsøge at stoppe unionsudviklingen eller ligefrem prøve at rulle den tilbage. Det er SF, Dansk Folkeparti, Fremskridtspartiet og Junibevægelsen. Deres bestræbelser er illusoriske, hvad de naive af dem ikke tror, men hvad de kyniske af dem udmærket ved.

EU-modstanderne, som erkender, at den eneste vej frem er at frigøre Danmark fra EU: At få medlemskabet konverteret til en frihandelsaftale. Det er Enhedslisten, Demokratisk Fornyelse, Retsforbundet og Folkebevægelsen mod EU.

Til det realistiske i EU-modstandernes analyse hører, at modstanden mod EU er størst i Storbritannien, Sverige og Danmark. At Danmark har andre dele af Riget (Færøerne og Grønland) udenfor EU, og at tæt beslægtede nationer (Island og Norge) ligeledes er udenfor, samt at vi i vort land har en folkeafstemningstradition om EU, der bringer udmeldelsesperspektivet tættere på.

Efterhånden som EU mere og mere griber ind i folks hverdag øges EU-skepsis og EU-modstand. Denne radikalisering, som vi forlængst kan konstatere rundt omkring i EU, vil ikke føre til stop eller tilbagerulning af den europæiske statsopbygning (dertil er de modsatrettede økonomiske og politiske interesser for mægtige), men den vil netop derfor føre til nationale selvstændighedsbevægelsers opkomst og fremme.

Meget naturligt vil EU-modstanden være stærkest i de befolkningsgrupper, der føler sig marginaliserede og derfor reagerer ved at stemme yderst til venstre eller yderst til højre. Skal EU-modstanden nyde fremme, må følgelig de yderligtgående partier og bevægelser på begge fløje gøre fælles sag, om ikke andet så i taktiske alliancer. Ellers kommer man ingen vegne.

Det er ikke mindre vigtigt at der påvises konkrete alternativer for Danmark. Altså ikke alternativer til EU, for EU lader sig ikke afskaffe, tværtimod udbygges det til forbundsstaten. Skillelinjen, som idag går mellem EU-partierne på den ene side og EU-skeptikerne og EU-modstanderne på den anden, vil i stigende grad gå mellem EU-tilhængerne og EU-skeptikerne på den ene side og EU-modstanderne på den anden. EU-tilhængerne og EU-skeptikerne er jo enige om det grundlæggende: at fastholde Danmark som medlem af EU.

Alternativet for Danmark til EU-medlemskabet er en frihandelsaftale med EU og genindtrædem i EFTA. Medlemskab af EØS er ikke ønskeligt, da det giver et satellit-forhoId til EU på Det Indre Markeds område, men hvis det politisk er en forudsætning for en udtræden, kan det være en nødvendig kamel at sluge. Vi ved, at Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein klarer sig strålende udenfor EU.

Det nordiske alternativ består naturligvis i, at Danmark udenfor EU knyttes tættere til de andre dele af Riget, Færøerne og Grønland, samt til Island og Norge. Det vil gøre en selvstændig nordisk optræden (af Danmark, Norge og Island) mulig i FN, i Europarådet og OECD samt iøvrigt på nordisk-baltisk plan, på europæisk plan og på globalt plan. Idag er Norge alene om at kunne optræde som en uafhængig og anset progressiv faktor på internationalt plan.

Det er indlysende, at en dansk udtræden af EU vil få væsentlige politiske konsekvenser i Sverige (og dermed også i Finland). Det vil blive svært for det svenske establishment mod folkets vilje at fastholde Sverige i EU. Og naturligvis vil en dansk udtræden af EU også give dønninger i EU som helhed og være en kolossal stimulans for EU-modstanden i andre EU-lande. Vi så hvorledes modstandens sejr i 1992 gav genlyd i EU, indtil sejren med bistand fra SF og KRF blev vendt til nederlag året efter.

Det er en banal sandhed, at Danmark eneste væsentlige mulighed for at øve en - omend under alle omstændigheder meget, beskeden - indflydelse i Europa og Verden består i at gå foran med et godt eksempel. EU-systemet er ikke et juridisk apparat, der sikrer de små lande imod at blive trynet af de store, men derimod et instrument, som de magthavende i EU (de facto de store lande) kan anvende (og faktisk anvender) til at disciplinere de små lande.

Hvadenten vi anskuer problemet ud fra det ønskelige i, at Danmark selv bestemmer over egne forhold og sin egen skæbne, eller vi anskuer problemet ud fra ønsket om, at vi udnytter vore meget begrænsede muligheder for at påvirke omverdenen optimalt, bliver konklusionen den samme. En frigørelse fra EU er det rigtige og nødvendige.

Vi må derfor opgive den udsigtsløse arrierekamp for fastholdelse af det ene latterlige og indholdsløse "forbehold" efter det andet til fordel for en offensiv strategi, hvor selve Danmarks medlemsskab af EU sættes på dagsordenen.
 

Ib Christensen er forhenværende medlem af Folketinget og forhenværende medlem af Europa-Parlamentet.