Under den løbende EU-debat stilles det spørgsmål gang på gang, om folkestyret kan overleve EU og den såkaldte globalisering. Svaret er ganske enkelt: Selvfølgelig kan folkestyret overleve! Det forudsætter dog, at grundloven og den almene lovgivning overholdes i hvert enkelt EU-medlemsland, og at ytringsfriheden i hvert enkelt land forbliver uantastet.
Grundloven holdes bedst, når den ikke rummer gummiparagraffer. Artikel 20 i den danske grundlov er en sådan gummiparagraf, som til enhver tid kan strammes eller slappes. Her tales om "lov i nærmere bestemt omfang". Dette er en formulering. som muliggør vidt forskellige fortolkninger, og der er ingen tvivl om, at nutidens politikere er gået meget længere, end politikere i 1953 havde fantasi til at tænke sig. De har overgivet mange beføjelser, som efter grundloven tilkommer rigets myndigheder, til EU. Artikel 20 taler imidlertid om overladelse af beføjelser "i nærmere bestemt omfang til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde". EU er imidlertid meget mere end en mellemfolkelig myndighed. EU er en overstatslig myndighed. Her er man gået længere end grundloven tillader.
Afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992 gav som resultat et lille nej-flertal. Politikerne fik gennemført en ny afstemning i 1993 med de fire forbehold og opnåede derefter et lille ja-flertal. Det er ikke i overensstemmelse med grundlovens ånd nu at ville afskaffe disse forbehold. Efter godkendelsen af Amsterdam-traktaten i år lovede Danmarks statsminister, at nu skulle vi ikke have mere union, men kun få måneder efter arbejdes der for endnu mere union. Det er ikke foreneligt med folkestyrets principper.
Om ytringsfriheden skrev Dansk Samlings stifter Arne Sørensen i juni 1944: "Ytringstriheden består i, at man har adgang til offentlig diskussion om en sag, der endnu ikke er afklaret." Han har ret! I dag undgår politikerne imidlertid en diskussion og tager den først, når alt er afklaret, dvs. når EU har vedtaget et direktiv. Debatten har da ingen betydning mere, for direktivet kan ikke ændres, og Danmark må indrette sin lovgivning efter dette direktiv. Ytringsfriheden er dermed antastet. I alle demokratiske lande tales der meget om nærdemokrati. EU er det stik modsatte. Her træffes beslutningerne fjernt fra åstedet, og borgernes medbestemmelse og medindflydelse formindskes fra år til år. EU blander sig i alle mulige spørgsmål, der meget bedre kunne klares lokalt. Som eksempel vil jeg henvise til, at man i større statsinstitutioner hvert fjerde år skal udlicitere rengøringen, og det ikke kun inden for landets egne grænser. Det betyder i al enkelhed, at institutionerne ikke selv kan afgøre, hvordan de vil gennemføre deres rengøring. Hvert fjerde år skal der udskrives. Resultatet er, at ekspertkommissioner skal hitte ud af licitationsbestemmelserne, og det koster penge; der skal indrykkes endnu flere annoncer end før, det koster yderligere penge, og hele proceduren med udskrivningen tager lang tid. Alt bliver dyrere, alt tager længere tid, og kvaliteten af arbejdet forringes. Det er kendsgerningerne.
I den forbindelse er det værd at lægge mærke til, at tyske politikere m.h.t. EU altid taler om, at EU-afgørelserne skal være "irreversible", hvilket betyder, at de ikke "kan vendes om", ikke kan ændres igen. Her må vi melde fra. Alt, hvad mennesker gør, kan ændres igen. Vi må have mulighed for at korrigere fejl og evt. også gå tilbage til et tidligere udgangspunkt for at finde den rette kurs. Det "irreversible" har intet med folkestyre at gøre.
I alle demokratiske lande forlanges fornuftige kontrolmuligheder. Vi må konstatere, at jo større enhederne bliver, desto sværere er det at kontrollere dem. EU er for stor, navnlig når man også vil blande sig i lokale forhold, og kontrolmulighederne bliver for ringe. Resultatet bliver utilfredsstillende for alle parter, undtagen for dem, der vil misbruge tilskudsregler o.lign. Alt for mange penge går til spilde p.g.a. svindel, misbrug, uforståelige forordninger og total mangel på overskuelighed som følge af EUs størrelse og den uhyre komplicerede forvaltning samt mængden af lobbyister.
Demokratiets fremtid afhænger af, at der er overensstemmelse mellem det, parlamentet beslutter og det, vælgerne ønsker. I Danmark har vi det problem, at der i befolkningen er ca. 45%, der siger nej til EU, mens der i parlamentet, i folketinget, kun er 18% nej-sigere. I Tyskland er situationen endnu værre. 75% af den tyske befolkning siger ifølge alle meningsmålinger nej til indførelsen af euroen til 1. januar 1999, men i forbundsdagen har 92% af medlemmerne stemt ja. Her har vi problemet - og det stort set i alle lande. Vi løber den risiko, at befolkningen i mange EU-medlemslande i spørgsmålet om EU er delt i næsten to lige store halvdele. Dette er ikke holdbart i længden. Når vi så samtidig får Europa delt i EU-lande og ikke-EU-lande, så vokser problemerne internationalt endnu mere.
Vi må derfor erkende, at spørgsmålet aldrig har været:
Ja eller nej til EU, men spørgsmålet har lydt og lyder: Europæisk
samarbejde - hvordan? Tyskerne taler tit om "das immer grösser werdende
Europa". Det viser, at for dem er EU lig med Europa, og ikke-EU-medlemslande
ligger uden for deres Europa. Vi andre ved imidlertid, at Europa har den
størrelse, det har haft i tusinde år, og vi ønsker
et samarbejde mellem alle lande i dette Europa, lige som vi i denne "globaliseringens
tid" ønsker et verdensomspændende samarbejde. For klart at
tilkendegive at vi ønsker et samarbejde omfattende hele Europa,
må vi tydeligt tage afstand fra enhver tanke om en europæisk
forbundsstat med en regering, et parlament, fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik,
fælles skatte-, social- og kulturpolitik, fælles mønt
og dermed fælles pengepolitik. Vi må finde frem til de opgaver,
intet land mere kan løse alene, og som vi dermed må løse
i fællesskab. Det er f.eks. miljøproblemerne, energispørgsmålet,
toldbestemmelser, forskning m.m. Lad europæiske lande finde frem
til løsninger på sådanne opgaver i fællesskab
for min skyld gerne gennem et statsforbund hvilket betyder en sammenslutning
af uafhængige stater, der aftaler med hinanden hvilke opgaver de
vil løse i fællesskab. En sådan fremgangsmåde
vil bevirke, at vi efterhånden kan få flere og flere europæiske
lande med i et samarbejde, og vi hindrer dermed heller ikke det verdensomspændende,
internationale samarbejde. Et sådant samarbejde kan gennemføres
i overensstemmelse med de enkelte landes grundlove og de enkelte landes
samfundssyn og frihedssyn.
Her er vi så ved det væsentlige: Internationalt - og dermed
også europæisk samarbejde - forudsætter, at det nationale,
det, der holder folk sammen, stadig er levende i de enkelte folk og de
enkelte lande. Hjalmar Branting har i sin tid sagt: "Den, der ej formår
at være national, formår ej heller at være international".
Han har ret! Det nationale må ikke forveksles med det nationalistiske.
Bertel Haarder skriver i sin nyeste bog: "Så opstod de nationale
idéer, næret af gammel tyskerhad." Han mener også, at
vi, der vedkender os det nationale, er af den opfattelse, at det danske
er det bedste for alle her på jorden. Han tager fejl! Vi mener kun,
at det danske er det bedste for os, og vi har derfor intet imod at samarbejde
med en tysker, der siger: "Det tyske er det bedste for mig og mine". Folk,
der er rodfæstet i deres eget, er de bedste garanter for et sundt
samarbejde. På den må de kan vi lave et samarbejdets Europa,
og på den måde kan vi magte globaliseringens tid. Vor danske
grundlov er udtryk for det frihedssyn og det samfundssyn, som det danske
folk bygger på. Vi går ind i et internationalt og dermed grænseoverskridende
samarbejde i overensstemmelse med denne grundlov. Vi vil derfor også
fremover forblive en selvstændig nation, thi kun derved kan vi sikre,
at vor grundlov overholdes. Lad os ikke glemme:
Lige vilkår er dens krav,
lige ret for høj og lav,
tiden går, og den har hast,
men vor grundlov skal stå fast.
Derfor forlanger vi: overholdelse af denne grundlov, klar håndhævelse af ytringsfriheden og effektiv kontrol med alle nationale og internationale myndigheder. Det gælder også kontrollen med koncernerne og pengemagten. Der skal også være kontrol med Europol, som ifølge EU-ministrene skal være immun. Denne immunitet skal afskaffes. Klarer vi alt dette, vil folkestyret overleve EU, globaliseringen og hvad, der ellers måtte komme.
(jan.-marts 1999)
Sakset fra "Nyt fra Dansk Samling"