Folks historie rummer nogle fælles erfaringer og er med til at give identitet. Derfor er der også kamp om at påvirke folks historiesyn. Det er også en kamp om kultur, selvforståelse og demokrati.
I enhver periode med store forandringer er der bud efter historieskrivere. Det er der flere årsager til: Når man står midt i en, tilsyneladende, uoverskuelig ændringsproces, tyr mange til historien som en hjælp til at få et overblik: hvordan er vi nået hertil – og hvorhen kan den vej, vi har fulgt indtil nu, føre? Samtidig vil de kræfter, der står bag samfundsmæssige ændringer, som regel gerne legitimere deres handlinger. Kan man overbevise folk om, at det nye, man skaber, er en logisk følge af et historisk forløb, accepterer de det som regel godvilligt. For ”man kan jo ikke gå imod udviklingen”.
Den, der kan definere, hvad ”udviklingen” er, har en stor magt!
Udviklingen, historien, indeholder nogle erfaringer, folk bruger, når de skal træffe et valg. Fælles historiske erfaringer er med til at give en gruppe mennesker identitet. Kan man påvirke folks opfattelse af deres historiske erfaringer, påvirker man også deres identitet, deres kultur og det grundlag, de træffer valg på.
Magthavere har derfor altid ønsket at have gode historikere på
lager; og historiebøger hører ofte til det første,
et nyt regime får skiftet ud. I et land som Tjekkiet, der har været
udsat for mange omvæltninger i dette århundrede, og mange revideringer
også af sin historie, sine helte og sine skurke, siger man, med en
omvendt Storm P., at ”intet er så svær at forudsige som forti
den”.
De grundlæggende forandringer, vi står overfor, kan sammenfattes under det lidt diffuse begreb ”globalisering”: markedskræfter sætter dagsordenen og tekniske fremskridt og politiske og økonomiske tilpasninger gør det nu, med Lester Thurows ord, muligt at ”producere og sælge hvad som helst, når som helst og hvor som helst vi ønsker”.
Og budskabet, der skal sælges, er at foreteelser som ”national staten” og elementær selvbestemmelse er forældede begreber, der i øvrigt gennem hele historien kun har lavet ulykker. Krige og konflikter stammer fra nationalisme, der pr.definition er aggressiv. Som Knud P.Pedersen har formuleret det: set med globaliseringspropagandisternes øjne er det Asterix, der truer verdensfreden, ikke Cæsars arméer.
I EU-kommissionens Generaldirektorat X sidder der folk og administrerer et ”Jean Monnet-program”, opkaldt efter en af EU's grundlæggere. Her opretter man særlige ”Jean Monnet-professorater” til forskere, ”der fuldt ud står inde for og fuldstændig helliger sig europæisk integration”, som det er formuleret i reglerne. De rent faglige kvalifikationer kigges der til gengæld ikke så nøje på. (Disse ”professorater” er nøjere beskrevet i Notat nr.909 og 912, januar og februar 1999.). Blandt de danskere, der ikke har noget imod at kalde sig professor på disse betingelser, er historikeren Uffe Østergård, der tildeles meget spalteplads i EU-venlige og mindre progressive danske dagblade.
Østergårds ærinde i mange af disse skriverier er at fortælle, at der aldrig har eksisteret nogle særlige fællestræk mellem de nordiske lande, der gør det muligt at tale om noget ”nordisk” som distinkt fra andre europæiske kulturer og modeller. Danmark har, som de andre nordiske lande, nok udviklet sig ad andre baner end f.eks. Frankrig eller England. Men den velfærdsmodel, man ofte omtaler som nordisk, er i virkeligheden et luthersk fænomen. Så ifølge Østergårds analyse er ”Danmark og danskerne snarere produkt af en almen nordeuropæisk – d.v.s. nordtysk – historisk erfaring end af urnordiske traditioner”. (Bemærk modstillingen mellem tyskerne, der gør erfaringer, og nordboerne, der kun har urnordiske traditioner at diske op med – som om der ikke kunne ligge både erfaringer og nyere forestillinger bag en nordisk model.) Referencerammen må for guds skyld ikke længere være det nationale eller det nordiske. Danmark må kun ses som en af brikkerne i en europæisk mosaik. Nationale historier er kun et redskab for de undertrykkende nationalstater; et redskab, der skal ”konstruere” en opdigtet identitet og skabe aggressioner overfor andre. Hvad en ”Jean Monnet-professors” ærinde så er, skriver han knap så meget om.
Det fremgår imidlertid: Det er at gøre danskerne til gode europæiske unionsborgere og tvinge dem til at se bort fra den del af vores erfaringer, vi har tilfælles med vores nordiske naboer. Og de er ellers temmelig vigtige.
Når danskere føler, at Sicilien er længere væk end Nordkap (og de ligger faktisk lige langt væk fra Danmark), skyldes det slet ikke, at Norge står os nærmere end Sydeuropa, men ”det, der ligger mellem os og Italien, er meget mere interessant og afvekslende end Norge og nordmændene”. Jo, det er skam et højt niveau, vores discount-professor argumenterer på. (Citaterne er fra bogen ”Europas ansigter”, der udkom i 1992 og kom som billigbog i 1998.).
Alligevel vil jeg trække et par centrale temaer i de nordiske
erfaringer frem og nærmere undersøge Østergårds
behandling af dem.
Hvis forklaringen ikke kan søges alene i stormagtspolitik og
beslutninger ”fra oven”, må den søges i andre forhold, der
har gjort sig gældende efter 1814. Det springer i øjnene,
at befolkningerne i denne periode, frem mod Grundlovens indførelse
i 1849, gradvist fik bedre undervisning og blev inddraget mere i de politiske
beslutninger. Og det udbredte ønske om et nært samvirke mellem
de nordiske lande voksede parallelt med den folkelige indflydelse. Det
er derfor rimeligt at tage dette med i betragtning, når man skal
forklare, at århundreders krige afløstes af et varmt naboskab.
Presset nedefra og de ændrede rammer for samspillet mellem folkelige
kræfter og politiske beslutningstagere nævnes imidlertid ikke
med et ord af ”Jean Monnet-professoren”. Han skøjter, som
i enhver gammeldags skolehistoriebog, rundt blandt beslutningstagerne,
uden et blik på deres bagland. Og det forklarer i hvert fald ingenting.
Knud P.Pedersen har helt anderledes indgående skildret den folkelige
modstand imod krigene mellem Danmark og Sverige. Og Claus Bjørn
har, i sin for nyligt udkomne bog om ”Dengang Danmark blev moderne”, givet
en grundig skildring af samspillet mellem de folkelige kræfter og
det politiske system.
Noget må i hvert fald kunne forklare, at den nordeuropæiske model udviklede sig en anelse forskelligt i Norden og i Tyskland. En af forskellene på de to områder i 1930-erne er traditionerne for folkelig indblanding i politikken. Østergård beskæftiger sig slet ikke med den relativt gnidningsløse udvikling i de nordiske lande af organisationer, der kunne tage del i det demokratiske politiske liv; en udvikling, der er stødt på større modstand i så mange andre lande. Og det er netop her – og ikke i nogle ”urnordiske traditioner” – at den nordiske model har sit særkende.
Claus Bjørn får i det nævnte værk overbevisende
argumenteret for eksistensen og udviklingen af denne tradition i Danmark
helt tilbage fra enevældens tid. Både Grundtvig og Grundloven
er led i en i forvejen eksisterende udvikling – hvad der gør Grundtvigs
gennemslagskraft så meget mere forklarlig.
Det han når frem til om bl.a. de folkelige kræfters inddragelse i og indflydelse på samfundsudviklingen, får ham til at konkludere, at ”Den danske utopi, model og identitet er en negation af utopien for EU, direkte modsat EU-modellen og mildest talt fjernt fra den europæiske identitet.”
Det er den samme historie, Bjørn og Østergård beskriver. Men de interesserer sig for vidt forskellige sider af den; stiller forskellige spørgsmål til den – og får derfor forskellige svar af >den.
Østergård ser på de forskellige definitioner af og veje til dannelse af ”nationer” – og på de konflikter, dette kan give anledning til. Hans formål er at bidrage til at neddrosle nationalstaten. Bjørn undersøger arten af de kræfter, der har været med til at gøre Danmark til en nation, og undersøger, hvor deres udvikling varierer i forhold til tilsvarende kræfter i andre lande. Hans formål er at sætte kød og blod på et abstrakt begreb som ”demokrati” – og fremhæve de punkter, hvor vi i Danmark har gode erfaringer med det.
Men i EU's historiesyn bygger hele Europa på værdier som demokrati og humanisme. Det påstås uden blusel af ledere af lande, der kun i ganske få årtier har været tilnærmelsesvis demokratiske.
Enhver nuanceret undersøgelse af demokratiske institutioners forskelligartede udvikling i forskellige lande vil bringe ridser i lakken i det image, EU forsøger at give sig selv. Og enhver henvisning til særlige erfaringer med at få folkestyret til at fungere, affejes som nationalisme – der jo er roden til alt ondt.
Det farlige er, når magtapparater som EU's køber historikere til på denne måde at påvirke folks bevidsthed og få dem til at glemme, eller se bort fra, dybe historiske erfaringer. Snak om velfungerende nærdemokrati, hvor interesseorganisationer har medindflydelse på samfundets udformning, passer ikke i en globaliseret verden, hvor ethvert socialt eller miljømæssigt krav fra lokale og nationale myndigheder og organisationer, affejes af de pengestærke magthavere som en handelshindring.
Derfor er debatten om fælles nordiske historiske erfaringer også en debat om definitionen af demokratiet. Den ønsker at gøre brug af nogle gode erfaringer, der kan vise sig vigtige i kampen for folkestyrets overlevelse. Det har intet med nationalisme eller snæversyn at gøre. Tværtimod.
(jan.-marts 1999)