Kommentar (fra forsiden) |
Nordisk samarbejde Af Leif Kajberg Det nordiske står stærkt i Sydslesvig. Det nordiske samarbejde er formaliseret, men man overser nogle gange det stærke samarbejde, der er mellem græsrødderne i de nordiske lande. I Sydslesvig er Norden - her forstået som det geografiske område med fem selvstændige nationer, tre selvstyreområder og samerne - solidt forankret i den kollektive bevidsthed. En sjælden gang sker det dog, at der optræder lidt støj på tråden. Eksempelvis har et par af debatindlæggene, der kredser om den norskfødte formand for Skoleforeningen Per Gildbergs måde at tale på, fået en nordist som undertegnede til at spærre øjnene op. Men generelt har nordisk kultur og den nordiske samfundsmodel betydelig appel og identifikationskraft i Sydslesvig. I november 2006 arrangerede Nordisk Informationskontor i Flensborg og SSWs landdagsgruppe således temakonferencen "Norden og Europa: Fremtidens europæiske samarbejde: Hvad kan Norden bidrage med?", og 1. marts 2008 gennemførtes en tilsvarende konference om klimaforandringen. Nordisk Informationskontor i Sønderjylland har i mere end ti år virket som dynamisk brobygger mellem Nordisk Råd/Nordisk Ministerråd og grænselandet og ydet markante bidrag til udbredelsen af kendskabet til nordisk kultur og samfundsforhold i Norden. En mangfoldighed Desuden findes der i Sydslesvig en meget aktiv afdeling af Foreningen Norden, og endelig byder programmet for de danske årsmøder ofte på nordisk-prægede emner. For at afrunde dette billede af nordisk virkelyst syd for grænsen vil jeg nævne foreningen Frit Nordens seminar på Jaruplund Højskole i september 2008. Et af de uforglemmelige øjeblikke på Jaruplund var den ranke og stovte norske modstandsmand Åke Almskaugs beretning om sit ophold i Neuengamme og Frøslev-lejren og hans samtale, på norsk, med en af eleverne i Duborg-skolens Ambassadørkorps. Interkulturel kommunikation på tværs af generationsskel! Ja, der er i Sydslesvig en mangfoldighed af initiativer med et nordisk islæt. Norden og nordisk samarbejde vækker også interesse hos den tyske majoritetsbefolkning i Slesvig-Holsten. Ikke så få tyskere vil gerne vide mere om de nordiske lande og deres måde at løse problemerne på. Og interessen rækker videre end til det danske (og nordiske) flexicurity-brand og måden at skabe dynamik og bevægelighed på arbejdsmarkedet på. Enkelte tyskere har sågar hørt om en mand ved navn Grundtvig, og flere fået øjnene op for, at der er særlige karakteristika ved nordisk kultur, litteratur, kunst og design. Paradoksalt nok virker det undertiden som om, at interessen for Norden og det nordiske samarbejde er større uden for end inden for Norden! Et lidt dårligt rygte For lad os bare se det i øjnene, Norden og det nordiske har nu til dags en lidt blegsottig profil. Sat på spidsen: Norden er usexet, de nordiske landes indbyrdes samarbejde fylder ikke meget i det offentlige rum og i medierne, og mange politikere vil ikke rigtig vide af nordisk samarbejde. Hvor mange ved, at Danmark har en minister for nordisk samarbejde? Det er faktisk Bertil Haarder - han overtog denne post fra Connie Hedegaard, da hun blev minister for klima og energi - men Haarder har nok at gøre med gymnasiereformer, ungdomsuddannelser og evalueringer i skolesystemet; det er i hvert fald disse områder, som mediedækningen af ministerens aktiviteter synes at rette sig mod. Et stød i hjertekulen Hertil kommer, at negative mediehistorier belaster det nordiske samarbejdes image. For eksempel omtalen af de vanskeligheder, som SAS slås med. Der verserer i disse tider vedholdende forlydender om salg af det fællesejede kriseramte skandinaviske luftfartsselskab til det tyske selskab Lufthansa. Nedturen i luften og en forestående tysk overtagelse af SAS markerer dermed også, på det symbolske plan, et stød i hjertekulen af det mere rodfæstede skandinaviske samarbejde. Det er heller ikke nemt at få øje på nordisk samarbejde i disse tider, hvor EU og Europa i stigende grad stjæler billedet. Der findes Europa-højskoler, og Europa og EU-spørgsmål er på dagsordenen i utallige sammenhænge, eksempelvis inden for skoleverdenen, i det politiske liv og inden for kulturens område. Der findes tillige en Europabevægelse, som profilerer sig stærkt på avisernes opinionssider - for eksempel i Flensborg Avis' læserbrevsspalter. Det sker dog, at Norden bliver lidt mere synlig i medierne. Det er tilfældet, når Nordisk Råds Litteraturpris uddeles, og de nordiske landes skønlitteratur får da også lejlighedsvis lidt opmærksomhed i avisernes spalter. Det gælder typisk kriminalforfattere som svenske Liza Marklund. Udgivelsen af et nordisk forfatteratlas i digital form, støttet af Nordisk Kulturfond, gør det i øvrigt muligt for interesserede at navigere rundt i det nordiske forfatterunivers. Ved hjælp af dette digitale atlas kan man spore forbindelserne mellem forfatterne, deres indbyrdes kontakter og hvem, der har inspireret hvem. Sprogfællesskabet Dog kniber det en del med at læse bøger på et nabosprog i Norden, og færdigheden i at "tale nordisk" er generelt på retur. Jørn Lund, direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og formand for den danske regerings sprogudvalg, anslog sidste år meget dystre toner i vurderingen af det nordiske sprogfællesskabs fremtid. Hvis ikke danske skoleelever bliver bedre til at forstå svensk og norsk, kan det blive nat med sprogfællesskabet i Norden. Konsekvensen vil være, at nordboerne er nødt til at tale engelsk indbyrdes. Der er dog stadig håb for det nordiske sprogfællesskab i og med, at der er uddannet 59 lærere, der skal fungere som nordiske sprogpiloter. Kritiske bemærkninger Man behøver ikke at lede længe for at finde kritiske indlæg, som frakender det nordiske samarbejde enhver eksistensberettigelse. En af yndlingsaversionerne er "Nordisk Rod". Nordisk Råd og dets sessioner må således ofte stå for skud: Skåltaler, romantik, støvet fortid, hundedyr snakkeklub. Og Dansk Folkeparti kom på et tidspunkt med udtalelser om at sætte bom i Øresundsbroen. Ikke uventet bunder en del af animositeten mod Sverige fra denne kant i den mindre restriktive flygtninge/indvandrerpolitik, der har været ført hinsidan. Det kommer heller ikke bag på den nordiske iagttager, at de hjemlige folketingsvalgkampe er en tam affære, hvor man må konstatere, at Norden og nordisk samarbejde som oftest er totalt fraværende i politikerindlæg og partiagitation. Det er synd Men hvis det er sådan, at Nordisk Råd ikke fungerer optimalt, så kunne en af forklaringerne jo være, at toneangivende danske politikere ikke gider Norden og simpelt hen har fravalgt den nordiske dimension. Men det er faktisk synd, for man kunne jo netop gøre en forskel ved at spille det nordiske kort. Og man kunne sætte vægt bag ved sine forslag og initiativer, hvis man satsede nordisk. Inden for miljø- og klimapolitik eksempelvis - hvorfor ikke et nordisk klimapolitisk topmøde? - og ved at aktivere den fælles nordiske energipolitiske dimension, som for eksempel Greenpeace har dokumenteret i et gennemarbejdet udspil. Også i forhold til at involvere sig i sikkerhedspolitiske aktioner og militær indgriben er nordisk fællesoptræden på sin plads. Et nordisk udenrigspolitisk trepartssamarbejde findes allerede, men Danmark er udenfor. Besynderligt. Og flygtningepolitikken er et andet oplagt politikområde. På dette område kunne man kvalificere og konsolidere sine politiske initiativer ved at trække på de nordiske kontaktmuligheder. Og hvad med trafikpolitikken? Partiet Venstres trafikpolitiske ordfører har i parentes bemærket skudt et svensk forslag om etablering af en fremtidig forbindelse med højhastighedstog til Hamborg via Fehmern-broen ned. Men faktisk burde man dyrke fælles trafikpolitiske initiativer i Norden noget mere. Og måske er der åbnet en dør på klem, da statsminister Anders Fogh Rasmussen jo nævnte højhastighedstog i Danmark i sin nytårstale. Hvis man vil gøre Nordisk Råd mere vedkommende, kunne man jo indføre direkte valg til dette organ i de nordiske lande. Græsrodsarbejdet Desværre betyder nedprioriteringen og nedgørelsen af det formaliserede politiske samarbejde i Norden, at man stækker hverdagsnordismen. Man overser derved de nordiske græsrødder og dem, som er aktive i utallige hverdagssammenhænge, på arbejdspladser, i foreninger, i organisationer og i kulturlivet. Inden for den akademiske verden har nordisk samarbejde eksempelvis været fast inventar i årtier. Man udnytter stordriftsfordele, binder små og smalle akademiske miljøer sammen, går sammen om at ansøge om midler til fællesprojekter, konferencer og seminarer. Man opretter og vedligeholder forskeruddannelsesnetværker og udnytter i disse sammenhænge en fælles kulturel, samfundsmæssig, sproglig og værdimæssig ballast. Der er næsten ikke den mærkesag, sektor eller sammenslutning, som ikke har organiseret sig på nordisk plan. Selv autocamper-foreningerne har fundet sammen i et nordisk interessefællesskab! Der er tonsvis af eksempler på fællesnordiske paraplyorganisationer. Men selv om det kan være opad bakke for dem, som tilstræber nordiske løsninger og et mere forpligtende nordisk samarbejde, er der stadig ildsjæle og græsrødder, som mødes for at diskutere nordiske initiativer og udviklinger. Det sker under overskriften Nordisk folkerigsdag. De gode viljer Nordisk Folkerigsdag afholdes som regel hvert år på en lokalitet i et nordisk land. I 2006 fandt arrangementet sted på Island. I 2009 er folkerigsdagen henlagt til Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi i Thy. De gode viljer eksisterer således fortsat, og der findes flere opskrifter på, hvordan det nordiske samarbejde kan revitaliseres og trækkes ud ad dødvandet. Et spektakulært forsøg i denne retning var visions- og inspirationspapiret "Norden som global vinderregion" fra 2005. Et andet eksempel af nyere dato er udspillet "Norden - en ny vision", som er udarbejdet af Bengt Lindroth på opdrag af den svenske Föreningen Norden (fra februar 2008). Nu er det op til politikere, regeringer og erhvervslivets aktører at tage forslag og anbefalinger seriøst og få det nordiske samarbejde til at rykke. (Artikel
i Flensborg Avis den 21. januar 2009)
|