Sagaernes
ø - Islands kulturelle fortid
Foredrag af Ármann Jakobsson
på Nesjavellir 29. juli 2006
Sagaerne og Islands kulturelle fortid
er ikke noget let tema. Det er en kendsgerning, at sagaerne og faktisk
hele Islands produktion af litteratur i middelalderen er landets
største - nærmest det eneste - bidrag til verdenskulturen.
Men på den anden side er begrebet ”Sagaøen” nok den
største kliche, man finder om Island. Når islandsk
litteratur blev en eksportvare igen i 1990'erne, så blev romaner
af forfattere som Einar Már Gu›mundsson, Einar Kárason,
Steinunn Sigur›ardóttir og Hallgrímur Helgason (alle fire
født i 1950'erne) ofte anmeldt med henvisning til de islandske
sagaer, selv om disse forfattere faktisk ikke har en større
tilknytning til sagaerne end Svend Aage Madsen eller Klaus Rifbjerg har
til 1600-tallets Thomas Kingo, eller Jan Kjærstad har til Holberg.
Men det er faktisk ikke nogen ny
tanke, at islændingene har et særligt forhold til fortiden
og historien. Den idé eksisterede allerede i 1100-tallet, hvor
nogle af datidens skrivere, f.eks. de norske og danske historikere
Theodoricus og Saxo, henviste til islændingene som særdeles
pålidelige kilder til den historiske fortid. Allerede dengang
havde islændingene ry for at have en større viden om
fortiden end andre nordiske folkeslag.
Det kan ikke afgøres med
sikkerhed, om Saxo og Theodoricus faktisk brugte islandske kilder i
deres historieskrivning. Måske refererer de kun til det magiske
navn ”Island” for at give deres fortællinger større
troværdighed. Men det synes i hvert fald at være klart, at
islændingene havde stor anseelse som historikere allerede i 1100-
og 1200-tallet. Det er måske også dette rygte, som blev
grunden til, at Kong Sverre af Norge (som regerede mellem 1177 og 1202)
fik en islandsk forfatter, abbed Karl Jónsson fra fiingeyrar, til
at skrive sin biografi. Denne Karl Jónsson rejste til Norge
omkr. 1185, kort efter at Kong Sverre havde triumferet over Kong
Magnús Erlingsson, hans rival. Det er muligt, at Sverre ikke var
særlig populær i de litterære kredse i Norge (hans
konflikt med den norske kirke endte jo med, at kongen blev bandlyst af
paven selv) og måske kunne kong Sverre kun stole på en
islandsk munk, der jo stod uden for konflikten mellem den norske konge
og den kirkelige myndighed. Men det er også muligt, at
islændingene allerede i 1185 blev betragtet som specialister i
historieskrivning i hele Skandinavien. Altså at Island allerede i
1185 var blevet til den sagaø, som landet stadigvæk
betragtes som af den øvrige Norden.
Selv om Island blev betragtet som en
sagaø af lærde mænd som Saxo og Theodoricus (som vi
desværre ikke ved meget mere om end deres latiniserede navne) og
måske også af selveste Kong Sverre, så betød
det ikke nødvendigvis, at islændingene nød den
samme respekt uden for Island, når det drejede sig om samtidige
forhold. I 1247 siger kardinal Vilhelm af Sabina (der var kommet til
Norge for at give kong Håkon pavelig anerkendelse), at han finder
det helt uhørt, at dette land ikke tilhører en konge som
alle andre i verden. Det er indlysende, at kardinal Vilhelm ikke
betragtede Island som moderne i dén henseende, men derimod som
håbløst gammeldags og uciviliseret. Det ser altså ud
til, at islændingene blev respekteret som sagnkyndige mennesker,
men hvad angår samtidens store spørgsmål, var de
ikke helt så meget værd.
Det er jo et faktum, at
islændingenes specialitet var at bevare gammel kultur, dog
iblandet en hel del kreativitet. Islændingene har god grund til
at påstå, at hele Norden, ja, faktisk hele det germanske
område inklusiv Tyskland, England og Holland, skylder den gamle
og fjerne ”sagaø” et varmt tak for at have bevaret de vigtigste
eksemplarer af den digtning, som man mener har været hele det
germanske områdes vigtigste litteratur i den førkristne og
tidlig kristne tid, dvs. det, som vi nu kalder Eddadigtningen. Fra
Tyskland og England har man kun bevaret enkelte brudstykker af gammel
verdslig digtning, det kendteste eksempel er nok det engelske digt
Beowulf. I Island, derimod, bevarede man den samme slags digtning helt
op til 1200-tallet, og megen af denne digtning er stadig bevaret i dag.
Det vigtigste håndsskrift med eddadigte er skrevet ned i
1280'erne. Det er kendt under navnet Codex regius - et
håndskrift, som senere kom i den danske konges besiddelse, men
som blev udleveret til Island i 1971 (på et krigsskib!). Den
fortidsinteresse, som fik islændingene til at skrive de gamle
digte ned i 1200-tallet, er grunden til, at man har meget bedre
kendskab til den gamle germanske digtning, end man ellers ville have
haft. Og det er næsten et tilfælde, at man stadigvæk
har så mange eddadigte. Størstedelen er kun overleveret i
dette eneste håndsskrift, Codex Regius af den ældre Edda,
og hvis denne lille og ret beskedne bog var gået tabt i tidens
løb, så ville vores viden om den gamle germanske digtning
være ret ringe.
Man kan betragte det som en
gåde, at netop Island blev centrum for sagaskrivningen i 1100- og
1200-tallet, og det forekommer som en endnu større mysterium,
hvorfor næsten hele historieskrivningen foregik på islandsk
(eller oldnordisk) og ikke på latin som f.eks. i Danmark. Det
første århundrede af sagaskrivningen kan man ganske vist
og med gode grunde betragte som et norsk-islandsk anliggende. Og hvis
man betragter Island i 1100-tallet som en norsk koloni (selv om landet
ikke hørte under den norske konge, så var de fleste
indbyggere alligevel af norsk afstamning), så kender man jo flere
eksempler på, at kolonier er dygtigere til at bevare gammel
kultur end ”moderlandet”. Det er også
bemærkelsesværdigt, at mange af de ældste sagaer,
dvs. kongesagaerne, handler om norsk historie, selv om forfatterne var
både islandske og norske. I Kong Sverres og Karl Jónssons
samarbejde kan man se, hvordan det norsk-islandske samarbejde kunne
fungere. Kongen synes at have fået idéen til at sagaen
blev skrevet, men abbeden var hans håndværker. De fleste
moderne forskere betragter dog også abbed Karl som noget mere: en
kunstner, en forfatter. Det er ham, som besluttede, hvordan sagaen
skulle se ud, det var ham, som formulerede fortællingen og
strukturerede den, selv om stoffet måske blev hentet fra kongen
og hans mænd, som jo vistnok også har været de
vigtigste kilder til fortællingen.
Men 1100-tallets sagaskrivning blev
også påvirket (mere end mange tror) af den religiøse
litteratur. Foruden kongesagaerne er de fleste sagaer fra 1100-tallet
religiøse fortællinger, en slags ”sagaer” (for det bliver
de kaldt i håndskrifterne) om apostle, martyrer, jomfruer,
hellige biskopper og helgener. I 1198 fik Islands sin første
helgen, den da nyligt afdøde fiorlákr fiórhallsson,
og kort derefter blev hans saga skrevet sammen med de første
mirakler. Selvfølgelig må vi betragte fiorláks saga
som en slags vita, men, som dens navn hentyder til, er den også
en slags saga, som er blevet påvirket af den islandske tradition
- og især de yngre versioner har en del genealogisk information,
som ikke er så vigtig for en legende, men som derimod
hører sagagenren til.
I 1200-tallet fortsatte
sagaskrivningen, og den blev her gradvist mere og mere islandsk. De
første islændingesagaer, sagaer om de islændinge,
der levede i ”sagatiden” mellem 930 og 1030, menes at være blevet
skrevet ned i den første halvdel af 1200-tallet. Der findes
mellem 35 og 40 islændingesagaer, og de udgør uden tvivl
den kendteste del af sagalitteraturen. Især Njáls saga,
Egils saga, Laxdæla saga, Grettis saga og Gunnlaugs saga er
kendte, og de er stadig den dag i dag en del af vores virkelighed. I
Island finder vi gader som Njálsgata, Grettisgata og Egilsgata i
Reykjavíks centrum, men også i København, hvor
universitets humaniora-afdeling har addresse i Njalsgade, er de gamle
fortællinger blevet en del af landskabet.
Men samtidig med at
islændingene interesserede sig for deres egen fortid, dvs. den
såkaldte sagatid (fra ca. 930 til ca. 1030) som er i fokus i
1200-tallets islændingesagar, så vendte de også
blikket mod omverdenen. Den norske konge Håkon Håkonsson
ville gerne lade sig betragte som en af 1200-tallets lærde og
litterære konger, ligesom den tysk-romerske kejser Frederik den
2. - han, som på grund af sin klogskab blev kaldt ”det ottende
verdensunder” (stupor mundi), eller Kastiliens Alfonso den 10., som
havde tilnavnet ”den kloge” (el sabio). En af Kong Håkons
interesser og bedrifter (som selvfølgelig bidrog til hans rygte
som en kulturel konge) var, at bringe den høviske litteratur til
Norden. I første halvdel af 1200-tallet blev høviske
digte af Chréstien de Troyes og andre kendte franske forfattere
oversat til nordisk eller islandsk på kongens anmodning. Og
når islændingene nu engang var begyndt at beskæftige
sig med det univers, som udspiller sig i den høviske litteratur,
så blev de ved med at skrive sine egne helt opdigtede
riddersagaer helt frem til 1500, og måske endnu længere,
fordi denne type af ”nye sagaer” blev komponeret helt frem til
1800-tallet. Måske var den sagatype, der opstod i 1200-tallet, og
som vi kender som fornaldarsagaerne (eller fortidssagaerne), dvs.
fortællinger om gamle nordiske konger og deres bedrifter i den
fjerne fortid før 800), påvirket af den høviske
litteratur. I hvert fald så oplevede den islandske sagaskrivning
en storhedstid fra ca. 1250 og frem til ca. 1400, hvad angår
mængden af den litteratur, der blev skrevet.
I denne æra skrev
islændingene altså personlige fortællinger om
kærlighed og om konflikter, om venskab og om ægteskab. Hvis
disse fortællinger foregik på Island, blev de udvidet med
genealogisk og topografisk information. Næsten ingen person kan
blive nævnt i en saga, uden at hele hans slægt bliver
opregnet. Og næsten alt det, der sker, bliver betragtet som
interessant - konflikter om hø, heste eller hvalfangst. I
fornaldarsagaer og riddersagaer forholder det sig anderledes. Der har
man helte, som kæmper mod troldmænd, giganter, flyvende
drager og onde konger, og man er tydeligvis påvirket af eventyr
og folkesagn.
Omfanget af Islands bogproduktion i
1200- og 1300-tallet er næsten ikke til at begribe. Den
litteratur, som er overleveret fra den tid, er mere end ti gange
så stor som f.eks. den oldengelske litteratur, der er bevaret.
Derfor findes der ganske få specialister i oldislandsk
litteratur, som har læst alle de fortællinger, der er
blevet overleveret under overskriften ”saga”. Og det er netop derfor,
er sagaerne stadig udgør et attraktivt forskningsfelt for unge
forskere. I nærmest hvert eneste hjørne findes der nye
opgaver, nye synsvinkler, noget, man endnu ikke har udforsket i
navneværdig grad. Og ingen forlægger har endnu magtet at
udgive hele sagatidens litteratur. I serien Íslenzk fornrit kan
man snart bryste sig af at have udgivet de første 35 bind af
sagalitteraturen, men endnu har man kun udgivet islændingesagaer,
kongesagaerne og sagaer om biskopper. Tilbage står hele
oversætningslitteraturen, alle fornaldar- og riddersagaer og
eddadigtningen.
Vi ved, at islændingene ikke
kun lavede håndskrifter til dem selv i 1300-tallet, men
også producerede dem til eksport. Desværre er der kun
bevaret et fåtal af de håndskrifter, som blev eksporteret
til udlandet. Håndskrifterne synes faktisk at have haft en
større overlevelsesmulighed i Island. Måske var
islændingene mere fortidsinteresserede end andre nordboere i
1300- og 1400-tallet. Og muligvis har dette også haft en naturlig
grund. I 1262 ophørte den islandske „fristat„ med at eksistere,
og et nyt system blev indført, hvor den norske konge blev
Islands overhoved. Og hvor de gamle aristokrater nu måtte regere
i hans navn. Men det er nu alligevel lykkedes dem at beholde deres
magt. Helt op til omkring 1600 var flertallet af de kongelige
embedsmænd nedstammet fra de gamle aristokratiske familier i
Island, som havde haft magten i landet helt fra landnamstiden i
800-tallet og frem til 1200-tallets konflikter. Disse aristokrater har
haft en stor interesse i genealogi og historie, ikke kun i deres egen,
men i hele Nordens, omend især i Norges. Måske har
samtidens politiske konflikter påvirket sagaskrivningen. Der er i
hvert fald nogle yngre forskere, som ser en forbindelse mellem
Kalmarunionens indstiftelse i 1397 og tilblivelsen af det
kæmpestore og smukke islandske håndskrift
Flateyjarbók (Flatøbogen), der blev produceret i
slutningen af 1300-tallet.
I løbet af de senere år
er der mange forskere, der har lanceret tanken om, at en del af de
yngste fornaldarsagaer og islændingesagaerne først blev
forfattet i 1400-tallet, dvs. at sagaskrivningen faktisk har strakt sig
over tre århundreder, fra ca. 1120 og frem til midten af
1400-tallet. Måske har sagaskrivningen ikke været
”død” længe, før sagaerne blev genopdaget i
slutningen af 1500-tallet af humanistiske forskere som Arngrímur
Jónsson (som mange islændinge kender fra tikronesedlen der
desværre ikke længere er i brug), som var en stor
nationalist og skrev en række bøger på latin for at
bevise, at Island ikke var en kulturelt tilbagestående nation. I
1600-tallet blev sagaerne i høj grad omformede til nationale
klenodier - kulturgods, som havde en stor værdi i den kulturkamp,
der fulgte i forbindelse med magtkampen mellem Sverige og Danmark.
Både i Danmark og Sverige var der en stor interesse for sagaerne
som kilder til den nationale fortid. Begge disse stormagter sendte folk
til Island for at indsamle håndskrifter. Svenskerne blev de
første, der begyndte at trykke sagaer i bøger (Gautreks
saga i 1664), men det var den danske embedsmand Árni
Magnússon (som ganske vist var islænding, men som samtidig
fungerede som embedsmand under den danske konge), der på grund af
sine rundrejser i hele Island fik held til at oprette den
største håndskriftssamling, som kendes i dag, og som man
nu har delt mellem Island og Danmark. Som bekendt blev en del af
samlingen sendt tilbage til Island efter at det danske folketing i 1965
vedtog en lov, der gik ud på, at de håndskrifter i Den
Arnamagnæanske Håndskriftsamling, der kunne defineres som
islandsk kultureje, skulle udleveres til Islands Universitet. Og dem
har vi nu.
I Islands selvstændighedskamp i
1800-tallet blev Islands kulturelle fortid betragtet som meget vigtig
for samtiden. Islands nationalhelt Jón Sigur›sson arbejdede
dagligt som historiker og var ansvarlig for tilblivelsen af mange
vigtige udgaver, f.eks. af biskopsagaerne og det første bind af
den store udgave med gamle islandske breve. Jón Sigur›sson
brugte også historiske argumenter for at bevise, at Island ikke
skyldte Danmark noget, men derimod var blevet udplyndret af
kolonimagten. Fortiden viste sig dengang at være lige så
vigtig for Island som nutiden (om end ikke endnu vigtigere) når
man kæmpede for selvstændighed. Man betonede, at Island
faktisk havde været en selvstændig stat før 1262, og
forsøgte også at argumentere for, at Island faktisk aldrig
havde været en dansk koloni. Det gjorde man blandt andet ved at
hævde, at den traktat, man havde lavet, da Island kom under den
danske kongemagt, kun havde været et personligt forhold til
kongen.
Efter at Island blev
selvstændigt i 1944, begyndte interesse for sagatiden og hvad man
gerne kalder Islands kulturarv gradvist at svinde ind. Islands
selvstændighed bliver i dag betragtet som en selvfølge, og
naturligvis gør den yngre generation oprør mod klichen om
”sagaøen” og forlanger, at nutidens Island ikke bliver betragtet
som et sagasted, men snarere som stedet, hvor Björk og andre
nutidige kulturpersonligheder kommer fra. Men alligevel mener jeg, at
sagaerne fortsat har en vigtig rolle i samfundet. Alle islandske
studenter har læst en saga (nogle har læst en del), og det
er faktisk muligt for en middelalderforsker som mig at undervise i
gymnasiet, fordi middelalderlitteraturen fortsat har (i hvert fald
foreløbigt) en stor placering i pensumet. Og det viser sig
faktisk, at de yngste islændinge ikke har så svært
ved at forholde sig til dét at læse sagaer. Måske
ser de dem ikke som en del af deres kulturarv, og da slet ikke som et
monument over Islands storhed, men snarere som personlige
fortællinger om familieforhold, jalousi, magtkampe og
overnaturlige begivenheder - dvs. næsten det samme stof, som de
også ser behandlet i nutidens fjernsyn og film, men på en
anden måde.
I nutiden spiller den fjerne fortid
måske ikke længere den samme rolle som fortid, som den har
sandsynligvis gjort i 1200- og 1300-tallet, da sagaerne blev nedskrevet
på pergament. Men sagaerne beholder deres værdi som
verdensfortællinger, som litteratur på samme niveau og
Homer, Tolstoj og Joyce. Og selvfølgelig er sagaerne især
interessante for islændinge, fordi de foregår i deres eget
rum, i et landskab, de kender, og som de kan genkende. Det er i hvert
fald min mening at der ikke findes nogen islandske bedrifter i nutiden,
der måler sig med sagaerne, måske finder islændingene
aldrig igen på noget lignende. Men det synes jeg heller ikke man
kan forlange. Et godt samfund er faktisk mere værd en
kulturklenodier på verdensniveau - men det betyder ikke at vi
ikke skal verdsætte den arv vi har, og det håber jeg vi
bliver ved med at gøre.