Nordisk Folkerigsdag, Island,
28. – 30. juli
2006
Uffe Geertsen:
Norden
som foregangsland i demokratisk miljø- og energipolitik
Disposition:
I
De store udfordringer
II De nordiske landes miljøindsats
III Miljø—og energipolitikken generelt
IV Klima-krisen
V Nordisk energisamarbejde
VI En levedygtig energistrategi for de nordiske
lande
VII Handlemuligheder
VIII Konklusioner
IX Litteratur
I De
store udfordringer:
a) Vækst-dynamikken: Kloden kan
ikke holde til det (håndteringen af dyrkningsjord,
vandressourcer, fiskebistand og havdyr, kemikaliseringen). I-landene
bremser ikke deres vækst – og nu kommer de store u-lande med!
b) Opgaven bliver på
demokratisk vis at tøjle den materielle væksts
økonomiske kræfter.
c) Den økonomisk-sociale
polarisering: Velstand og rigdom avler overforbrug. Fattigdom
nedslider!
e)
Drivhusgas/væksthusgas-udledningerne. År 2030 forventes nu
3 graders stigning i middeltemperaturen. Katastrofalt!
f) Transport-dynamikken, specielt
biler og fly. Det globale marked medfører en stadig
stigende transport af varer kloden rundt. Industrivarer –
fødevarer. Regionalisering.
g) At de nordiske regeringer i
højere grad øger deres samlede indflydelse
internationalt: At koordinere og så vidt muligt stå sammen
i forhandlinger i EU, WTO, FN osv.
h) At de nordiske NGO.er gør
ligeså - naturligvis uden at isolere sig fra øvrige
samarbejdspartnere i Europa og ud over kloden.
II
Nordiske landes miljøindsats
Vi er ca. 25 mill. Mennesker -
men en af verdes højeste gennemsnits-indkomster, - og
måske endnu vigtigere: med en noget bedre indkomstfordeling.
Så vi bør kunne udrette en hel del!
De nordiske lande har gennem de
seneste 30 år udviklet miljø- og energipolitikker, som i
nogen grad gør os rustede til at tage de nødvendige
videre skridt. Dvs. i politikker, som vil kunne tilstræbe
egentlig miljø- og energimæssige bæredygtighed, -
som vi langtfra har nået i dag. Vi er en række
foregangslande!
Der er altså fortsat langt igen
til en bæredygtig udvikling, både på
miljøfeltet generelt og inden for energipolitikken. Tænk
blot på klimaproblemerne, frembragt af drivhusgasser. Eller
tænk på det hårde pres på planter og dyr, incl.
fisk og havpattedyr. Eller tænk på den voldsomme
kemikalisering af stort set alt i vore omgivelser, industriprodukter,
fødevarer, muld og vand, - mange steder luften med. 80 -
100.000 nye kemikalier, hvis virkninger langt fra er
tilstrækkeligt kendte. Tænk også på
overbelastningen af landbrugsjorden og vandressourcerne i mange lande
og store regioner af kloden. Dyrkningsjorden degraderes ganske langsomt
og ferskvandsressourcerne overforbruges groft. Kloden kan ikke holde
til vores måder et bruge den på.
Så der er langt igen. Den
bedste opmuntring er, at vi dog så småt er gået i
gang her nordpå - og faktisk er nået længere end de
fleste andre lande og regioner. Vi har en mulighed for at komme videre!
Den bedste opmuntring er også,
at offentligheden i de nordiske lande er ret vågen og kritisk med
mht. regeringernes håndtering af miljø- og klima- og
energipolitikken. Demokratiet fungerer så nogenlunde!
III
Miljø- og energipolitikken generelt
Jeg vil i det følgende se
på en række aspekter i miljøpolitik og her
især klima- og energipolitikken, som jeg fagligt har
beskæftiget mig mest med. Og i energipolitikken især komme
ind på nogle nordiske aspekter.
Nu først et par mere
grundlæggende synspunkter.
Miljøproblemerne er jo helt
klart verdensomspændende. De bliver ikke løst, hvis ikke
vi bearbejder de forhold, de udspringer af. Man må gå til
problemernes rod, hvis noget skal løses. Her er det soleklart,
at det er uligheden i verden, polariseringen mellem velstående og
rige på den ene side og fattige på den anden side, som er
både de politiske spændingers og krigenes baggrund.
Men det er også miljøproblemernes baggrund.
Samfundenes stigende spaltning mellem
rige og fattige mennesker afføder de allerstørste
miljøproblemer (de velstående og rige samfund overudnytter
alle mulige ressourcer i et helt utroligt omfang (skaber drivhusgasser
mmm), de fattige nedslider de områder, som de er henvist til at
leve på (nedbryder græsningsarealer og skove for at skaffe
mad og brændsel osv.)). Alt dette er
belyst grundigt i bogen "Globale
Udfordringer. Miljø, udvikling og sikkerhed", udgivet af MS for
få år siden.
Løsningen af de globale
miljøproblemer skal derfor ses i sammenhæng med
løsningen af polariseringens problem, fattigdommens og den
samtidige overvældende rigdoms problem. Vi bliver pinedød
nødt til at lære at dele noget bedre. Samt lære at
holde hus med naturrigdommene, bruge dem skånsomt, genbruge dem.
Kort og godt: Gi´ kloden videre til vore efterkommere i en bedre
og mere holdbar stand, en vi selv har modtaget den og selv forvalter
den. Og det haster. Næste gang, vi skal til Island, skal vi sejle
herop!
IV
Klima-krisen
Klimaproblemet er - efter stadig
flere indsigtsfuldes vurdering - verdens største
miljøbproblem. Man kan henvise til Al Gores nylige udtalelser og
film. Og man kan henvise til den kommende rapport fra FN´s
Klimapanel, IPCC. Det britiske The Times har (iflg. Ritzau Online 4.
maj 2006) gengivet et udkast til IPCC´s kommende statusrapport,
som ventes udgivet i foråret 2007.
Dette udkast udtrykker, at i år
2050 vil kloden være mindst tre gradere varmere. Det vil betyde
en katastrofe for 400 millioner mennesker, som kastes ud i tørke
og hungersnød. For mennesker i polarområder kan det
betyde, at hele deres livsgrundlag forsvinder. Som helhed vil de 3
graders gennemsnitlige opvarmning formentlig overskride klodens
tålegrænser. Yderligere forstærkningsprocesser
sætter i gang, når f.eks. tundraerne smelter.
Der eksisterer et par
forståelses-problemer, jeg vil nævne.
Niveau-problemet (at krisen er langt større end politikere og
medier i reglen giver udtryk for - og politikerne slet ikke handler
efter), samt Tids-problemet (at sagen er akut hastende). I det
følgende vil jeg uddybe dette, at løsningsmulighederne er
politiske, økonomiske og kulturelle mere end noget andet. Og
denne kerne belyses ikke altid klart og grundigt.
Hvad angår de nødvendige
investeringer og de nødvendige tekniske løsninger, -
så er det alt sammen særdeles overkommeligt!
Men sagen er, at klodens
miljøproblemer hænger sammen med de fremherskende og mere
og mere udbredte samfundssystemer (økonomi,
konfliktløsningsformer og "udviklingsformer"). I virkeligheden
er miljøproblemerne helt sammenknyttet med disse former.
Klima-krisen viser sig med alvorlige
virkninger på mangfoldige måder og i mange og højst
forskellige egne af kloden. Det drejer sig om: (hurtigt nævnt, -
for vi kender det jo alle)
a) De direkte varmevirkninger
(nedsmeltning af gletchere i bl.a. Alperne, Grønland, smeltning
af isen i Polarhavet, smeltning af tundraer og permafrost i Alaska og
Siberien, hvorved endnu flere klimagasser frigøres osv).
Skovbrande, ørkendannelse, vandstandsstigninger.
b) Ændrede
nedbørs-former (ørkendannelse m.m.m.)
Direkte virkninger i øvrigt af
ændringer i varme og nedbør (store forskydninger af
plantebælter med drastiske ændringer for landbrug og
dyrehold - og for artsmangfoldigheden i alt)
Ændrede livs- og
udbredelses-betingelser for mikroorganismer (malaria vil forskyde sig
til hidtil malariafrie områder; tilsvarende for andre sygdomme)
(Helt specielle virkninger (mulig
opbremsning af Golfstrømmen med evt.meget store ændringer
for livsbetingelserne i Nordeuropa))
Miljøproblemerne har
overrasket mennesker og politikere – mere og mere gennem de senestes 30
– 40 år. Ejendommeligt nok, for miljøkatastrofer har der
været så mange steder på kloden frem igennem tiden.
(Clive Ponting: En grøn verdenshistorie).
Problemerne er accellereret voldsomt
siden 2. verdenskrig med vækst-økonomiernes eksplosion.
Den økonomiske liberalismes og
nu nylibetalismens meget stærke vækst-mekanismer
næsten tvinger samfundene til et uafbrudt merforbrug af
materielle ting og sager fra nye køkkener og biler til stadig
større boliger og endnu længere rejser. Men man kan
faktisk styre markedet ud fra demokratisk vedtagne
samfundsmæssige og menneskelige hensyn. Og uden at havne i
planøkonomi. Det skal jeg vende tilbage til.
Niveau-problemet og Tidsproblemet: Vi
gør ikke nær nok. Det går slet ikke stærkt nok!
Mange politikere og medier
fortæller, at hvis vi kan leve op til Kyoto-kravene, og hvis vi
kan få især USA og Kina med, så kan vi i store
træk fortsætte de nuværende industri-, transport- og
forbrugsformer, - naturligvis skridt for skridt justeret for
CO2-producerende energiforbrug. En del ved godt, at Kyoto kun er et
første skridt og at der skal strammes op efter år 2012.
Men der en overvældende mangel
på indsigt i problemets virkelige størrelse (altså
niveau-problemet). Samt mangel på indsigt i hvor hastigt
problemet i disse år vokser (tidsproblemet)
Og dermed: hvor store ændringer
i industri-, transport- og forbrugskultur der skal til, og hvor hurtigt
de drastiske ændringer skal gennemføres.
Vi kan derfor slet ikke vente
på at lande som USA m.fl., (samt en masse delvis
industrialiserede u-lande) kommer tilstrækkeligt drastisk i gang.
Norden og Europa må gå kraftigt i spidsen. De vil skabe
udfordringer og eksempler for den øvrige verden. Og det vil give
os selv en masse fordele mht. erhvervsudvikling, eksport, sundt klima
osv.
Politikere og de allerfleste medier
har slet ikke taget virkelig fat på at oplyse, drøfte og
formulere konkret politik i forhold til klimaproblemets
størrelsesorden og dermed ikke realiseret, hvilke hastende og
drastiske ændringsprocesser, som skal gennnemføres.
V
Nordisk energisamarbejde
Først skal nævnes
”Handlingsplan for det nordiske energisamarbejde 2006 – 2009”
Den rummer en række glimrende
politik-forslag.
De forskellige planer, som
udarbejdes, har mange gode synspunkter og hensigsterklæringer, -
men meget få bindende aftaler, - om nogen?
Det hænger sammen med det
nordiske samarbejdes art, - de delegerede skal altid tilbage til deres
respektive regeringer og søge forslagene afpasset og vedtaget.
Men målsætningen har
visse betænkelige træk: De væsentligste udfordringer:
Forsyningssikkerhed OK
Konkurrencedygtighed OK
Økonomisk vækst ??
Miljømæssig
bæredygtighed OK
Det fremhæves som det
første, at virkemidlerne skal være markedsorienterede og
omkostningseffektive samt bidrage til implementeringen af den nordiske
strategi for holdbar udvikling.
Men ”Omkostningseffektiv
markedsorientering” betyder i alm. politikersprog, at de
samfundsmæssige og sundhedsmæssige omkostninger ved f.eks.
kul, olie, gas og a-kraft ikke kommer til at indgå i disse varers
priser !!! – Og så er vi faktisk ikke nået nogen vegne.
Ud over Nordisk
Råd/Ministerråd er der også andre, som tager fat.
Hvert af de nordiske lande har sine eksempler. Jeg skal for Danmarks
vedkommende nævne initiativer taget ag den danske
ingeniørforening i samarbejde med det danske Teknologiråd.
Nævnes skal også forslag
fra den svenske regering, som her i sommer har fremlagt plan for at
opnå olie-uafhængighed. Dette skal ske ved hjælp af
biomasse, sol- og vindenergi, vandkraft, energibesparelser – og
a-kraft. Og der findes naturligvis flere nationale udspil, bl.a. har
Norge over de næste 3 år afsat 20 milliarder kr. til en
energifond til støtte for Vedv. Energi, - til F&U.
Danmark er langt bagud.
Ligeledes skal nævnes et helt
aktuelt udredningsarbejde foretaget af Nordisk Ministerråd og
nordisk Råd i samarbejde med en privat tænketank ”Mandag
Morgen”. ”Norden som global vinderregion. På sporet af den
nordiske konkurrencemodel”
(Beskrevet i ”Frit Norden nr. 1 –
2006)
Det er ganske interessante
kvaliteter, som arbejdsgruppen fremhæver for Nordens vedkommende:
1) Større lighed mellem mennesker. 2) Mere tillid mellem
mennesker, 3) Lidt fladere strukturer, 4) ”Injektion” (at drage mange
ind i processerne/udviklingsarbejdet), 5)
Omstillingsevne/Fleksibilitet, 6) Respekt for naturen
(bæredygtighed og helhedstænkning), 7) Arbejdsomhed,
personligt ansvar og effektivitet, 8) Design og funktionalitet (i
arkitektur og i formgivning af produkter m.v.)
Nordisk samarbejde på
miljø- og energifelterne er oplagt indadtil, det vender jeg
tilbage til. Gensidig inspiration og kappestrid giver ind imellem et
skub fremad!
Men også udadtil: Tilsammen er
vi ret stærke internationalt. Efter min vurdering bruger vi denne
styrke for lidt. F.eks. mht. at bremse import at farlige kemikalier!
Danmark har over 30 år
stærkt forøget sit BNP – næsten uden at øge
energiforbruget. Hvordan – ved bedre isolering af bygninger og mere
effektive tekniske apparater og processer. Men i disse år skrider
det: Vi bygger større huse og supermarkeder osv., kører i
større biler og vi fylder vore hjem med stadig mere elektrisk
grej. Forbrugsfesterne kører derud ad!
Men kort fortalt har Danmark tre
succeser: Vindkraft, Kraftvarme (altså udnyttelse af spildvarmen
ved el-produktion), Energibesparelser (som skal i gang igen). Og
så har vi i hvert fald to større fiaskoer, at vi endnu
ikke har fået gjort op med den stærkt forurenende
kul-kraft. Det er svært, for vi har ingen vandkraft (eller
heldigvis a-kraft) at sætte i stedet, men vi burde være
endnu bedre på vej, end vi er. Den anden fiasko er
transportsektoren, - privatbilismen, som vokser og vokser – uden grund,
for vi kunne godt køre i lidt mindre biler, og vi kunne i den
grad udbygge cyklismen og den kollektive transport.
Samsø – Vedvarende Energi
Ø! Interesserede delegationer fra hele verden rejser til
Samsø for at lære, hvordan denne ø på 10
år er blevet energi-selvforsynende! Og Nordisk
Folkecenter for Vedvarende Energi i Thy, Nordvestjylland besøges
ligeledes af delegationer fra nær og fjern.
Liberaliseringen af energisektorerne
kan slet ikke klare den nødvendige langsigtede planlægning
og gennemførelse af et lands energiforsyning.
Sagen er jo, at
markedskræfterne foretager deres investeringer med en horisont
på 3 – 5 år. Inden for den periode skal investeringerne
give overskud. Men energianlægs økonomi skal ses over en
langt længere tidshorisont på 30 til 40 år. – hvor de
måske først giver overskud netop på længere
sigt.
Og måske slet ikke giver
overskud, medmindre man indregner prisen på alle de eksterne
fordele og ulemper, der er ved de forskellige energiformer og
teknologier. F.eks. er vindkraft for længst blevet
konkurrencedygtigt i sammenligning med kul, olie, naturgas og a-kraft,
dersom man indregner prisen på alle de miljømæssige
og samfundsmæssige udgifter, som der faktisk er ved de
traditionelle og ikke-bæredygtige energiformer. – Altså
indfører retvisende priser.
VI
En levedygtig energistrategi for de nordiske lande 2006 - 2030
Greenpeace, Norden, har engageret
energiforskeren Klaus Illum til at gennemføre en vigtig
udredning, som er central for mit emne. Samme udredning er i omtalt af
Leif Kajberg i Frit Norden nr. 2/06.
Titlen er ”En levedygtig,
langtidsholdbar Energi Strategi for de nordiske lande 2006 – 2030”
Illum har gennemregnet mulighederne
for, at de nordiske lande (N, S, SF, DK) integrerer deres
energiforsyninger med det formål at gøre systemet langtids
holdbart i miljømæssig og økonomisk henseende, -
med opfyldelse af kravene til en radikal reduktion af drivhusgas og med
afvikling af kul-kraft og a-kraft. Samt med opnåelse af maksimal
selvforsyning.
Er det muligt? Ja, helt indlysende.
Det kræver planlægning og investeringer. Men med
frigørelsen fra de stigende oliepriser bliver det
økonomisk fuldt ud gennemførligt.
Sagen er jo bl.a., at de
bæredygtige energiressourcer – vedvarende energi – er til stede i
fuldt ud tilstrækkelig mængde i Norden
Tilsammen har de nordiske lande
vedvarende energi ressourcer i et enestående omfang - set i
forhold til de fleste andre regioner – og set i forhold til det samlede
befolkningstal.
Island er unikt med sin vandkraft og
sin geotermiske energi. Overvældende er også
vandkraften i Norge og Sverige. Og endvidere de enorme vindomsuste
kystlinier ikke mindst i Norge og Danmark, men også med gode
muligheder for Sverige og Finland. Og det gælder meget
omfattende biomasse-ressourcer i træaffald, halm og andre typer
af planterester i alle landene.
De bæredygtige ressourcer er
til stede i et så stort omfang, at hvis ikke Norden skulle kunne
blive selvforsynende på bæredygtig vis, så er der
heller ingen andre regioner, som kan! Og så passer
ressourcerne ret godt sammen. Vindkraft, som alle landende bliver
nødt til at bruge, behøver lagrings-kapacitet. Netop det
er de store vandkraft reservoirer fremragende til at opfylde
(Vandstanden lav for tiden. Norge og Sverige bruger alt for megen
strøm! – 4 gange dansk forbrug i Norge, 2,5 gange dansk
forbrug i Sverige).
Illums plan indbefatter kraftige
energibesparelser og i det hele langt mere effektiv brug af alle former
for energiressourcer.
Økonomisk og med hensyn til
forsyningssikkerhed – så er det bare om at komme i gang. Olie og
gas og uran vil med årene blive stadig dyrere, når de mere
sparsomme og kostbare forekomster skal hentes op – til et marked, hvor
de største lande som USA og Kina vil konkurrere stadig
hårdere om forsyningerne. Rusland, Indien, Brasilien osv.
Krigene om olien og naturgassen og deres rørledninger er
allerede i gang, mest påfaldende i Tjetjenien, Afghanistan og
Irak.
(Illums økonomiberegninger ser
på to scenarier A) Business as usual, B) Bæredygtigt
energiforbrug)
Det springende punkt er ingenlunde
økonomisk eller teknisk, for teknisk-økonomisk lader en
integreret nordisk selvforsyning sig fint gøre. Problemet er
politisk og institutionelt: Vil politikerne, energiselskaberne og
institutionernes magtfulde ledere samarbejde? (Frede Hvelplunds
disputats, ”Erkendelse og forandring” gennemgår og analyserer
dybtgående dette spørgsmål)
Klaus Illum: ”Kortlægning af
Energipolitikkens teknologiske råderum” Juli 06 Greenpeace, Kbh.
Politikerne planlægger uden tilstrækkelig indsigt
muligheder og vanskeligheder, økonomisk,
forsyningsmæssigt, teknisk osv.
VII Handlemuligheder
Som allerede understreget: Det
gælder alle Miljø-problemerne (og derfor
løsningsmuligheden): De er politiske, økonomiske,
kulturelle langt mere end de er tekniske. Sagt med andre ord:
Problemerne er til at løse hvis vi politisk, økonomisk og
kulturelt ønsker det - og handlede derefter. Dér er
punktet, hvorom det hele drejer sig.
Men hvordan styre udviklingen?
Et virkelig godt styringsredskab:
Grønne afgifter på miljø-forurening har gennem de
seneste 15 – 20 år vist sig at være et virkelig godt
styringsredskab. (Det Økologiske Råd i DK gør her
en indsats, - såvel som i energipolitikken som helhed).
Hvad grønne afgifter
angår, så har Nordisk Ministerråd i denne sommer
fremlagt en rapport ”Brug af økonomiske virkemidler i
miljøpolitikken i de nordiske og baltiske lande 2001 –
2005”
Afgifterne har i de nordiske lande
virkelig nedbragt spildevandsudledninger, affaldsmængder,
CO2-udslip mm. Afgifterne tegner sig for 6 – 10 procent af
skatteindtægterne.
For nylig har Estlands regering
besluttet at øge de grønne afgifter som led i at
indkomstskatten sænkes med 6 procent. Tilsvarende
omlægger Sverige skatter for i alt 30 mia. kr. fra indkomst til
energiforbrug og forurening som led i en 10-års plan.
Økonomisk styring, -
premiering for god miljøopførsel, straf for dårlig.
Miljøpremiering og afgifter er effektiv markedsstyring.
Støtte til grønne investeringer ligeså.
Markedsstyring har altid været
af den største betydning i enhver markedsbaseret økonomi
(Tigrene i Asien, Tyskland og Sverige i industrialismens barndom,
Danmark så vindeventyret kunne udvikles)
Skatter må og skal over
på forbrug af materielle goder.
Miljøafgifter kan indrettes
efter, at forureneren skal betale. Eller de kan indrettes efter,
at et bestemt miljømæssigt mål ønskes
opnået (CO2-afgifter mm). Vil i visse omfang tjene begge
formål.
Retvisende priser på alle
ressourceforbrugende og forurenende varer (materialer, forbrugsvarer,
elektricitet, kul, olie, gas og uran.) er afgørende. Store
EU- og DMU-undersøgelser har for længst påvist Vedv.
Energi – konkurrencedygtigheden.
VIII Konklusion
De samfunds-mekanismer, som fremmer
uhæmmet vækst og uhæmmet polarisering må og
skal forstås og behandles!
Miljø- og energi-problemerne
er i den grad undervurderede.
Oplagt at arbejde på samlet
indsats fra de nordiske lande.
NGO.erne naturligvis med! Og ikke nok
med det: Bærekraftig miljø- og energihåndtering
må som i 1960.erne og 70.erne atter blive en folkesag!
Jeg har ikke omtalt de enorme
erhvervsmuligheder, som forskning, udvikling og eksport af
bæredygtigheds-teknologierne rummer! Det må ske inden for
en ligevægts-økonomi.
Lysten driver værket! Og at
være pionerer for en vigtig sag og udvikling er i den grad
oplivende!
Miljøbevidsthed –
Naturforståelse – som ikke mindst nordiske digtere har udtrykt
det. Som jeg ser det, så er problemet i sidste instans, at vi
opfatter naturen som blot dødt materiale, som vi kan gøre
med, hvad vi vil. – Ikke som levende helheder, som vi selv er dele af,
skal leve i og skal samvirke med!
Som sagt: Næste gang sejler vi
op til denne skønne ø, - dette spillevende og
initiativrige og inspirerende land!
IX Litteratur:
Nordisk Råds og Nordisk
Ministerråds udgivelser www.norden.org
”Hållbar utveckling – En ny
kurs för Norden”, Nordisk Råd og Ministerråd
”Handlingsplan for det nordiske
energisamarbejde 2006-2009”, Nordisk Råd og Ministerråd.
Det Økologiske Råds
udgivelser. www.ecocouncil.dk
”Afgiftsreform og energibesparelser”,
2006, Det Økologiske Råd
”Fra ”Energistrategi 2025” til
”Energiplan 2050”, 2005, Det Økologiske Råd.
”Energibesparelser”, 2005, Det
Økologiske Råd.
Klaus Illum: ”A Viable Strategy for
the Nordic Countries 2006 – 2030” Greenpeace, Kbh.
Klaus Illum og Tarjei Haaland:
Energipolitikkens teknologiske råderum. Juli 2006. Greenpeace,
Kbh.
Uffe Geertsen (red): ”Globale
udfordringer”, 2001,Mellemfolkeligt Samvirke, Kbh.
Jørgen Kjetil Knudsen: ”Energi
og miljø – fra separation til sektorintegration. En studie av
energipolitisk styring og miljøansvar på
departementsnivå i Danmark og Norge” Nansen Instituttet,
FNI-Rapport 02/2001.
Clive Ponting: ”En grøn
Verdenshistorie, 1992, Schønberg, Kbh.
Hermann Scheer: ”En solar
Verdensøkonomi”, 2002, Hovedland, Kbh.
Herman E. Daly: ”Efter Væksten.
Den bæredygtige udviklings økonomi” 1997, Hovedland, Kbh.