Tale ved Nordisk Folkerigsdag den 23. juli 2005
Fiskeri og selvstændighed
Af Bent Rulle
Jeg skal i dag sige lidt om fiskeri og selvstændighed.
Hvis vi ser tilbage, har fiskeri og selvstændighed været
eet. Jeg vil sige, at det vel mere end nogen som helst andre erhverv
har været det opbyggende faktum i alle kystbyer og
landingspladser i Danmark og de Nordiske lande.
I Danmark delte man fangsten efter en nøje plan, afhængig
af hvor mange redskaber den enkelte fisker ombord ejede, og hvem der
ejede båden. Det gjorde, at alle mand var selvstændige og
ivrige efter at vedligeholde deres grej. Det gav en stolthed og en
værdighed, der forplantede sig til familierne og til de
omliggende samfund på en måde, som skabte såvel egne
som fælles værdier. Det var en kultur, vi kan være
stolte af, og indtil de politiske indgreb startede i begyndelsen af
1970’erne fandtes der ikke mere hæderlige og retsbevidste
mennesker end fiskerne.
Fiskerne stolede på myndigheder og politikere og troede, at
retfærdighed og logik var en naturlig del af samfundsordenen;
derfor varede det længe inden den politiske utroskab og den
kendsgerning, at de fleste solgte deres holdninger og løfter for
politisk profit eller økonomiske vindinger, gik op for fiskerne.
Selv i dag er det svært for mange fiskere at forstå, ”hvor”
råddent det politiske system er, når det drejer sig om
fiskeri.
Hvis vi går tilbage til begyndelsen af 1970’erne, var der
næsten ingen burokrati omkring fiskeriet, nogle forskere og lidt
fiskerikontrol, det var alt. Til gengæld var der utroligt mange
beskæftiget med forædling, distribution og transport af
fisken, altså et sundt erhverv uden nassere og uden indblanding
fra ukyndige og uvidende. Dette skulle få en katastrofal
ændring, som startede med DKs indtræden i EF i 1972 og
nogle embedsmænds voldsomme lyst til at lægge fiskeriet i
rammer og styre et fiskeri, der var vidt forskelligt i de lande, der
var medlemmer af EF.
Desværre vidste de ikke, hvad de havde med at gøre. De
troede de kunne opbygge modeller, som fiskeriet kunne tilpasses, og de
lavede en kæmpe fejl som aldrig har kunnet rettes: De fik
vedtaget en fordelingsnøgle til fordeling mellem landene i 1983,
som gik på fiskemængder i ton, og troede at denne
fordelingsnøgle kunne bruges til at styre fiskeriet med.
Nogle år senere i 1988 gik det op for embedsmændene, at det
ikke gik, idet nogle lande opbyggede kæmpe fiskeflåder i ly
af en fejlagtig biologisk rådgivning, og man lavede F.U.P.*
programmer til sideløbende at styre fiskerflådens
kapacitet.
Havde man nu holdt tingene sammen, altså koblet
fordelingsnøglen og kapacitetsnøglen sammen, var det
måske ikke gået så galt, men det var umuligt politisk
og hvert fjerde år, når F.U.P. programmerne udløb,
skulle Holland, Frankrig, Belgien og Storbritannien have tilgivelse for
at de havde overskredet deres kapacitetsmål, og
ministerrådet flyttede tallene. De pågældende lande
måtte fange færre og færre legale fisk på grund
af nedsatte kvoter men med en større og større
flåde af nye effektive fartøjer. Dette gjorde, at
biologerne begyndte at indregne illegale fangster i deres
rådgivning, så de mængder, der måtte fanges
legalt, blev mindre og mindre. Tyveri blev også accepteret.
De der blev overvåget som Danmark, måtte altså fange
mindre på grund af andres overfiskeri. Hverken Danmark eller EU
har nogensinde formået at få bragt tingene i balance, men
har forsøgt masser af burokratiske tiltag som havdage, lukkede
områder, tilmelding af fangst m.m. Ingenting af dette bringer
tingene i balance, men gør livet surt og knækker fiskerens
retsbevidsthed, idet der ingen logik og retfærdighed er i
påfundene, og de gør fiskeren ulovlig inden han forlader
havnen.
Hvad har så alt dette med selvstændighed at gøre?
Den fuldstændig fejlslagne EU fiskeripolitik har sat de enkelte
landes reguleringspolitik på en hård prøve. I
Danmark holdt man fast i et fælles system med rationer efter
skibenes størrelse, et system der trods mange svagheder er det
mest retfærdige, idet det anerkender lige ret til alle fiskere
til at fiske på en fælles ressource . Problemet er
naturligvis, at der er for lidt fisk afsat på grund af de
tidligere nævnte årsager.
Der kommer så et nyt spøgelse ind, idet I.O.K.**
–
individuelle omættelige kvoter bringes stærkere på
bane. Det er især banker og finansfolk, der ser nogle
økonomiske muligheder. At systemet vil sparke den
selvstændige fisker ud og vil ødelægge fiskersamfund
og servicefag er noget økonomiske bagmænd ikke tager
højde for.
Den dygtige, selvstændige, stolte og hæderlige fisker er
blevet misbrugt og mishandlet i et politisk økonomisk spil, der
ikke levner plads til de mennesker, der har skabt de værdier der
nu skal spilles om. Der er kun plads til rå spekulation og
hurtige arbejdsfri indkomster.
Jeg kan nævne, at i Norge handles der pr. år for 140 mia
kr. fiskekvoter, medens der fiskes for 11 mia, og i Danmark, hvor IOK
på sild blev indført i 2002, er hovedparten af ejerskabet
nu på 3 hænder.
Den fælles ejendom et land ejer i havets fisk, som fiskeren
gennem generationer har vundet hævd på at fange – kan den
gives væk?
kan den sælges før den er fanget?
Mit svar er nej, og den islandske højesteret er enig med mig,
men de islandske politikere underkendte deres egen højesteret.
Selvstændighed og fiskeri vil om føje år være
en saga blot.
* Flerårige Udviklings Programmer
(red.)
** Individuelle Omsættelige Kvoteandele (red.)